6. december 2015

Julestemning?

Min facebook-feed er i disse dage oversvømmet af gran, julebag og glitter.
Og tro mig, jeg elsker julehygge og alt, det indebærer af nostalgi, julemusik og sammenkomster. 

Nogle gange - bare nogle gange - kan det dog blive lidt anstrengende; Alle de mere eller mindre eksplicitte forventninger og krav til, hvordan jeg skal føle og have det her i tiden op mod jul.

Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi er nødt til at lukke øjnene for dét, der rent faktisk sker indeni os og i vores liv, som er svært eller smertefuldt. For et øjebliks julefred. For at gøre plads til ægte julestemning.

For advent rimer ligesom ikke på ensomhed, sorg, usikkerhed, smerte og frustration, vel?

Jeg tror, vi ind i mellem har misforstået, hvad ægte julestemning er.

Advent handler ikke om at begrave realiteterne og virkeligheden - hverken om os eller om den verden, vi lever i.

Advent handler om at turde være i det, som er svært og se smerten i øjnene. Som julenat, hvor en ung, fattig mor fødte et barn i en stald. Af alle steder. 

Det må have været et sted, hvor det ikke kunne lade sig gøre at fortrænge realiteterne. Smerte, stank, frygt og usikkerhed på fremtiden. Og det er dén, nat vi ser frem til i adventstiden. Uperfekt og uskøn, som den var. 

Det er dén nat, jeg forsøger at huske på, når jeg ikke helt kan leve op til kravet om julehygge og julestemning.

Advent handler om at stoppe op, fejre og glædes på trods af alt det, som man ikke kan glæde sig over.

Jeg vil i denne adventstid insistere på min egen sårbarhed og på mit eget uperfekte liv. Gud kender mig. Han kender mit liv - inklusiv de grimme detaljer, og Han er mere interesseret i virkeligheden om mig end i det polerede billede, jeg nogle gange hellere vil vise frem.


"We can, and should also, celebrate Christmas despite the ruins around us..."      (Bonhoeffer, 1943)

3. december 2015

Vintermørke og adventslys

Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet. 

Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper.

Så vidt så godt.

Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet. 
Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed. 
Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med. 
Jeg tænker på mørket i mit eget hjerte og sind. 

Nogle gange er det svært at have håb for, at det overhovedet kan lysne. I bedste fald kan man håbe på, at det hele bliver lidt mere gråt end sort.

Advent handler om at turde håbe på lyset.

Vintermørket kommer ikke til at vare for evigt. Det er en naturregel, som ingen af os tvivler på, og inden vi aner, er vi alle forårskåde og solskinsmætte igen.

Advent handler om at vente i forhåbning. Ikke om en god juleaften, men om at lyset til sidst vil vinde over mørket. Hvis der er noget, verden har brug for, så er det lys. Det lys, som er kraftigt nok til at oplyse selv det sorteste sjælemørke eller den mest håbløse og blodigste konflikt.  Det lys, som kun Gud kan bringe. 

Det er det lys, jeg venter på i denne adventstid. Med længsel og utålmodighed.

"Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (Esajas 9,2)
"Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Johannes-evangeliet 8,12)




1. december 2015

Gør plads!

Det er advent igen. Advent er blevet mere og mere vigtig for mig, som jeg er blevet ældre. Der er noget ved sæsonen, der kalder på den kontemplative og eftertænksomme side af mig, som jeg øver mig i at give mere plads. 

Og advent handler netop om at stoppe op og gøre plads.

Til lyset. Til håbet. Til længslen. Til Jesus, som kommer. 
Der var ikke plads til ham dengang på herberget. Der er heller ikke altid plads til ham i mit liv.

Det er oppe i tiden med simplicity og decluttering. Vi smider ud af vores overflod og indser pludselig, at halvdelen af det, vi ejer, er overflødigt.

Mon det samme gælder vores hjerte og vores sind?

Jeg forsøger igen at rydde ud og rydde op, så der bliver plads. Væk med alle de unødige bekymringer, de negative tanker, timerne med Netflix, som mere er en form for eskapisme end underholdning. Væk med travlhed! Jeg behøver ikke have så travlt altid, men alligevel havner jeg dér igen og igen.

Jeg vil have plads til at stoppe op og være til stede. I mit eget liv. I stalden ved krybben. I livet hos de mennesker, jeg holder af og hos de mennesker, der har brug for en hånd. I de små detaljer, som hjælper mig til at huske på, hvem Gud er, og hvem jeg selv er.

Jeg vil blive bedre til at stå med døren på vid gab og sige til Jesus: “Her er plads. Bare kom ind.”




17. november 2014

Kortere dage

Det er blevet den måned, hvor soltimerne er allerfærrest, og hvor jeg almindeligvis har brug for at gå i hi og gøre alting lidt mere omhyggeligt og langsomt.

Men jeg har pludselig mere travlt, end jeg har haft i flere måneder. Nu bliver de få timer med dagslys brugt på benhård arbejds-hverdag og voksenlivs-jongleren.

Novemberdagene er måske endnu kortere, end de plejer, men det gør heldigvis ingen ting. Det er jo det, jeg har bedt om, drømt om og håbet på.

Jeg har derfor lidt ekstra brug for stilleaftener, lysegrønne hyacint-skud og hjertevarme i den her tid. Og min yndlings-november-vise! Når jeg åbner mit vindue på en vindstille dag, kan jeg høre den blive spillet af rådhusklokkerne inde i midtbyen. Det er en af de små stjerner her i mørket, og min bøn er, som i visen, at mit hjerte må lyse op - både i mig og omkring mig!





13. august 2014

Om når man ikke kan se solen skinne

Kræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med.

Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig.

Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død.

Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele.

Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bare er noget, du vælger at ryste af dig, men en reel sygdom, som du skal tage alvorligt - hvad enten det drejer sig om dig selv eller din kære.

Jeg ville skrive om, hvorfor depressionens mørke hverken kan reduceres til at handle om dårligt selvværd eller en kemisk ubalance i hjernen. Det er en kompleks, ødelæggende, sjæls-eroderende sygdom med mange årsager og derfor heller ikke bare har én løsning.

Og så ville jeg skrive om, hvordan jeg synes, at depression og psykisk sygdom netop er noget, kirken må og skal forholde sig til;

Fordi vi er kaldet til at være lys i mørket.
Fordi vores Gud selv var såret og kendte til mørke, ensomhed, sorg og smerte.
Fordi Herren er nær dem, hvis hjerte er knust, og hvis ånd er sønderbrudt (Salme 34,18).

Hvis Gud er nær, så skal vi også være det!

Jeg ville skrive om, hvordan jeg tror, at Kristus er håbet, fordi han engang rakte ud efter mig og hjalp mig ud af det mørke, som jeg var faret vild i. Men jeg ville også skrive om, hvordan jeg tror, vi skal passe på ikke at over-åndeliggøre psykiske lidelser eller negligere det til et spørgsmål om, hvorvidt du har grebet Guds kærlighed og frelse eller ej.

Til sidst ville jeg skrive om, at vi lever i en falden verden, en verden, som ikke er, som den var skabt til at være. En verden hvor smerte, sorg, ødelæggelse, ondskab og forfald trives i bedste velgående. Det er ikke sådan, Gud vil, at det skal være, og status quo er ikke slutningen på historien.
Jeg længes efter den dag, hvor alting bliver gjort nyt, rigtigt og helt igen.

Hvil i fred, Robin.



23. juli 2014

Om det mest centrale i mit liv

Det er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere  er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes.

Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord.

Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg skal leve et liv, som udstråler det, jeg gerne vil udstråle. Og det handler slet ikke om, hvorvidt jeg har kontrol over alt det, som sker.

Mit liv handler om, at Gud får lov til at virke i mig, så jeg må ligne Jesus mere og mere. Mit liv handler om at modtage Guds kærlighed, så jeg kan give den videre.

"God is most glorified in me, when I am most satisfied in Him.", læste jeg i en blogpost for lidt tid siden.

Mit liv handler om, at Han må blive større, og jeg blive mindre, som Johannes Døberen i sin tid sagde.

Mit liv drejer sig om Ham! I en akse bevæger jeg omkring Ham - uanset omstændighederne, som ellers er i mit liv af jobløshed, udfordrende relationer, forvirring og usikkerhed. Han er konstanten, som drager mig til sig med sin store tyngde.

Det er i hvert fald min bøn, at jeg må leve sådan...
Må alt andet blive mindre vigtigt, og må jeg tage imod det, som kommer, uanset hvad det er, og hvordan det ser ud.

26. juni 2014

Lykkefornemmelser

Jeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment.

Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv.

Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid.

Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, og det fylder mig med nysgerrighed, forventningsglæde og masser af håbefuldhed. Jeg er et af de mennesker, som godt kan lide forandring.

Der er så meget, der ikke er givet. Selvom jeg har lykkefornemmelser over sommerfrihed, ferie, solskin, is i maven og dejlige mennesker i mit liv, så er det hele uforudsigeligt. Jovist, jeg ved, at jeg vil arbejde i psykiatrien, men dybest set så aner jeg ikke, hvordan min hverdag ser ud om 3 måneder. Eller bare om halvanden.

Midt i min faglige stolthed, visheden om at jeg har masser at byde på, ambitioner, forventninger og virketrang, så minder Gud mig om, at mit liv først og fremmest drejer sig om Ham. Min tilværelse drejer sig om Ham, og mit arbejdsliv drejer sig om Ham, uanset hvor og hvordan det bliver. Det fylder mig med en ro og en vished om, at uanset hvad siderne i næste kapitel blive tætskrevet med - af gode ting, nye ting, smukke ting, hårde ting - så er Gud med mig. Han forlader mig ikke, og hvis jeg holder mig tæt til Ham, så skal det hele nok gå. Så her i solen, når jeg ikke nynner "Du danske sommer, jeg elsker dig", så nynner jeg denne sang:
If my heart has one ambition
If my soul one goal to seek
This my solitary vision 'til I only dwell in Thee
That I only dwell in Thee
'Til I only dwell in Thee
Gud, bring it on. Jeg tror, jeg er klar til det hele, når du også er med.