Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene.

En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"?

Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille.

Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk målestok for tilværelsen, og i værste fald får det os til at føle os forkerte i forhold til det rod, som jeg tror, er et grundvilkår for os alle sammen.

Heldigvis er livet heller ikke statisk, og vi udvikler os. Jeg tror også på, at Gud kan genoprette os. Men rodet tror jeg ikke, at vi slipper af med. Og det er okay. Magtesløshed er ikke per definition negativt.

Om coolness og mildhed

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret.

Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i. Jeg har joket en del med, at jeg gerne vil lære sarkasme, lære stoneface og blive mere unshockable. Men hvorfor egentlig?

Én af Åndens frugter er mildhed. Jeg ved ikke, om jeg er mild. Faktisk er jeg ikke altid sikker på, hvad mildhed overhovedet betyder, men jeg er ret sikker på, at mildhed ikke normalvis er dét, man scorer flest point ved i dag. Jeg tror alligevel, at mine kræfter er bedre givet ud ved at stræbe efter denne åndsfrugt end ved at forsøge at lære sarkasme, lære hårdhed og lære at være noget, jeg ikke er. Hvordan ser mildhed så ud i praksis? Det vil jeg tænke videre over.

Velfærds-forvirring

Der var engang, at politik var enkelt. Jeg gik på gymnasiet, jeg havde samfundsfag på A-niveau, jeg følte mig politisk bevidst, og jeg var rød. Sort/hvidt. Dejligt.

Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen.

Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden.

Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke…

På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meget vigtige for mig - det handler jo om, hvordan vi som mennesker agerer i forhold til samfundets svage, og hvordan kirken er kirke i ordets egentlige forstand. Alligevel er det så forbandet kompliceret. Hjælper velfærdsstaten overhovedet de svage, og kan kirken overhovedet finde ud af at være kirke i et samfund, hvor omsorgen er komplet organiseret og institutionaliseret?

Nogle problemer er der i hvert fald - både med velfærdsstat og kirke.
Halvdelen af tv-programmerne i tv handler om socialt bedrageri, Dovne Robert, Fattige Carina og andre fænomener. Og kirkens medietid handler mest om nye logoer, skandaler og absurde debatter om tro/ikke-tro.

Her kommer det så til mit udråb. JEG KAN IKKE GENNEMSKUE DET. Konsekvenserne af at have en velfærdsstat eller ikke at have det, altså. Det gør mig skør. Jeg ved, at kirken er sendt til at være gode nyheder til de, der er på samfundets kant, og jeg tror ikke, at den får hverken integritet eller taleret, før den faktisk er netop det. Måske tror jeg stadig ikke på, at man kan organisere sig ud af det hele. Er vi ikke blevet så distancerede fra de marginaliserede i vores lille land, at vi har glemt vores eget ansvar som borgere?

Jeg ville elske at se civilsamfundet rejse sig og tage ansvaret. I den bedste af alle verdener var vi alle altruistiske, generøse og engagerede i at skabe et godt samfund. Og vi ser det jo hist og pist. Socialøkonomiske virksomheder. Frivilligt arbejde, som boomer. Borgerlyst. Crowdfunding. Folk vil gerne. I princippet i hvert fald. Men er det nok til at hjælpe de mange, der har brug for hjælp?

Det er desvære også en realitet, at vi alle dybest set er hamrende egoistiske, og vi har så ofte nok i os selv.

Nu sidder jeg her. Som en forvirret idealist. Nogle dage fortrøstnings- og håbefuld over det samfund jeg er en del af, andre dage pessimistisk og demotiveret.

So help me God.

Hverdage

Hverdagen er så småt kommet over mig. Usexet og halv-triviel, som den er. Men vi elsker og behøver den jo. For et par uger siden lyttede jeg til Eksistens, hvor én af pointerne netop var, at hverdagen kan være vores holdepunkt i en verden, som hele tiden drejer rundt.

Jeg synes, det er inspirerende og interessant, hvordan andres rytmer og vaner er. Hvor lystbaseret er den? Hvor meget tid afsætter de til alt det sociale? Hvornår har de alene-tid? Prioriterer de gode måltider, eller er mad bare noget, som indtages på vejen mod det næste? Hvordan jonglerer andre med de kedelige ting, som bare skal gøres?

Kender I mon sitet hverdage.dk?
Her kan man få et lille indblik i nogle real life cases og se hvor forskellige mennesker prioriterer og lever deres liv forskelligt. Der er ganske vist en overvægt af selvstændige, kreative, upper middle class og et fravær af folk på SU, men det fascinerer mig alligevel.

For ikke længe siden fortalte præsten i min menighed i en prædiken meget konkret om sit morgen-ritual, og om hvordan han på en enkel måde lader Gud definere hans dag.

Nogle gange er det mest inspirerende, motiverende og lærerige, når man får helt konkrete eksempler på, hvordan en praksis eller livsstil kan se ud. Vi ved jo ofte godt, hvad der er vigtigt og rigtigt, men nogle gange kan det bare virke så kompliceret eller svært at finde håndtag til, hvordan man lever, som man gerne vil det.

Jeg vil gerne leve autentisk.
Jeg vil gerne leve et liv, hvor jeg giver plads til andre mennesker.
Jeg vil gerne have et åbent hjem.
Jeg vil gerne lade Gud definere mig liv.
Jeg vil gerne leve en missional livsstil, hvor jeg giver livet med Gud videre.
Jeg vil gerne leve generøst.
Jeg vil gerne leve enkelt.

Men hvordan ser det ud i praksis?! Det er så nemt at snakke om værdierne og om de store tanker, men altid sværere rent faktisk at gøre. Jeg samler på gode eksempler, og prøver at implementere de ting, som er vigtige for mig. Når jeg i disse dage ikke helt udlever det, jeg gerne vil, så kan jeg heldigvis stadig undskylde mig med, at jeg ikke er helt på plads i mit nye hjem, og jeg lever pt. lykkeligt i fuld overbevisning om, at alt bliver godt, når jeg inden længe får et skrivebord og en sofa ind på mit dejlige, lyse værelse.

Hvad elsker du mest ved din hverdag og den måde, du har tilrettelagt den på? Tænk over det, og del, hvis du har lyst.

Hjemkomst

Jeg er i Danmark igen. Hjemme. Tiden i Canada synes allerede langt væk.
Måske fordi hverdagen så hurtigt tog over med nyt hjem, skolestart, travlhed og forpligtelser.
Måske fordi jeg var alene af sted og derfor er den eneste, som kan minde mig selv om de mennesker, jeg boede med og de oplevelser, jeg har med mig.

Det gjorde ondt af sige farvel. Det var godt at komme hjem. Det illustrerer vel meget godt hvor paradoksal tilværelsen nogen gange kan være.

Jeg kan ikke rigtigt rumme det hele. Alt det, der er sket. Alt det, jeg har tænkt, følt, mærket og levet. Forskelligheden i min hverdag i Vancouver og min hverdag i Aarhus. Når folk spørger ind forsøger jeg at svare kort og præcist. Det andet virker lidt for uoverskueligt. Sådan vil det vel ofte være.

Nu er Aarhus igen mit udgangspunkt, og jeg er glad og glæder mig. Aarhus ligner sig selv, men jeg er ny og frisk. Sådan føles det i hvert fald. Jeg har mere energi, end jeg har haft i over et år. Gud ved, hvad jeg kommer til at bruge den på. Må den nye tid blive til Hans ære.

Bloggen vil jeg blive ved med at skrive på. Når inspirationen byder sig :-)


Solopgang over Aarhus en morgen med jetlag fra mit nye hjem:

De sidste...

I morges, før solen var oppe, sad jeg i køkkenet med en kop kaffe. Tænksom, mens jeg prøvede at rumme de sidste 6 måneder. Min tid her i Canada og i L'Arche nærmer sig sin afslutning. Det giver mig automatisk en lyst til at gøre status. Men det er ikke så lige til denne gang. Der er ingen tvivl om, at det har været en særlig tid, og at mit hjerte er blevet rørt. Men hvad har jeg lært, og har jeg forandret mig? Det vil vise sig, når jeg er hjemme igen, og hverdagen rammer mig.

Jeg ved, at jeg har lært nogle smukke mennesker at kende hen over det sidste halve år, og jeg ved, at jeg er rigere i dag, fordi jeg har lært netop Sujit, Patrick, Gwenda, Svetlana, Kenn, Sue, Annette og Wilma kende. Nogle af dem er udviklingshæmmede. Nogle af dem er fra fremmede kulturer. Alle sammen har lært mig noget om dét at være menneske og om dét at være i verden.

Jeg tror, at mine holdninger til visse ting har ændret sig. Måske endda min teologi på nogle områder. Det kan også være, at jeg bare er blevet mindre afklaret om, hvad jeg mener. Nogle gange går det sådan, når man bevæger sig fra teorier om andre mennesker til venskaber.

Måske er dét i virkeligheden en af overskrifterne for det sidste halve år. I stedet for ideer, vision og abstrakte tanker, så har det handlet om at få en praktisk hverdag til at hænge sammen i et hjem, hvor jeg ikke er den vigtigste. I stedet for en masse snak og drømme, så har det handlet om de små detaljer, som binder livet sammen. I stedet for en masse reflektion på metaplan om det, jeg har lavet her, så har det handlet mere om de konkrete opgaver, som har skullet løses for i sidste ende at være med til at give kernemedlemmerne et bedre liv.

Nu nyder jeg alt det sidste her i Vancouver. De sidste knus fra Gwenda, de sidste "Oh, Number A!!!" fra Patrick (han kalder mig Number A), de sidste kopper kaffe med Sue, de sidste lange middage og te-snakke om vores store spisebord, de sidste gåture og de sidste dæmpede samtaler om liv, tro og L'Arche med Sujit og Svetlana, når alle andre er gået i seng. Der er meget, jeg kommer til at savne.
Derfor prøver jeg at være lidt mere i nuet i disse dage i stedet for at træde ind i reflektions-møllen og prøve at forstå, hvad det sidste halve år har givet mig. Det vil tidsnok vise sig. 

Jeg er taknemmelig!

Vintersol

Vancouver har så mange ansigter. Sidste weekend var et smukt eksempel med to vidt forskellige hikes på to dage.

Den første dag; klipper, massive vandmasser, vind i håret, solnedgang over havet, duft af gran og saltvand.

Den næste dag; frisk bjergluft, morgensol, stille sne, frostbidte kinder og snesko tværs hen over Mount Seymour.

Nogle gange går livet bare op i en højere enhed.