5. mar. 2014

Hjem

Nu har jeg boet over 1 år på den lille villavej i Aarhus V, hvor der enten dufter af brændeovnsrøg eller grill, alt efter sæsonen. 1 år. Det er længere tid end noget andet sted, jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra for 6 år siden. 1 år. Det betyder spirrende rødder og en underlig ro, jeg ikke har følt længe. Det betyder, at jeg har oplevet alle årstiderne fra det samme vindue, det samme perspektiv. Det betyder, at jeg siger hej til de søde kassedamer i min Rema. Det betyder, at jeg kan finde vej i mit kvarter. Det betyder en base og et udgangspunkt. Begge dele noget, jeg har negligeret betydningen af i flere år. 

Jeg frygtede, at det ville betyde stilstand og kompromis. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindre fleksibel og mere bundet. I stedet kan jeg mærke, at det sætter mig fri og giver mig energi til rent faktisk at være tilstede i de ting, der er vigtige for mig og investere i de ting, der giver mening. Det giver mig en havn at søge hjem til, når bølgerne er gået for højt. 

Jovist, jeg er stadig midt i at finde ud af, hvordan jeg kombinerer mit behov for tryghed og min idealisme. Men jeg tror, at et godt hjem gør mig bedre i stand til at leve i det kald, som Gud har til mig. Hvad det end er, og hvordan det end ser ud.

24. feb. 2014

Vinter-klaustrofobiske følelser og store tanker på en mandag

Ud! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående.

I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker. 

I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lidt social indignation i hjertet, når man forbereder sig mentalt på en sæson af fordybelse i eksamener og bachelorskrivning.

Forhåbentligt bliver foråret ikke mere travlt, end at der også bliver tid til masser af kaffedrikning i Botanisk, anemoneture i skoven, øl på lune græsplæner og forårsfornemmelser. Hvis man har tænkt sig at forandre verden en lille smule, så får man jo også brug for sol i ansigtet og pauser fra det hele :-)


1. feb. 2014

Venteposition

Jeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det?

Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder igennem, og varmen tager fat. Jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at gøre halvdelen, men det er ikke en to-do-liste, som presser mig eller noget, som jeg føler, jeg skal leve op til. Det gør mig bare glad ved tanken, og ventetiden bliver sød og god i sig selv.

Hvad venter jeg på i dag?
Jeg venter på foråret, på anemonetæpper igennem skoven på vej på studiet.
Jeg venter på lys og længere dage.
Jeg venter på at komme i gang med bachelor-hverdag og fordybelse.
Jeg venter på at blive færdiguddannet og træde et skridt længere ud i voksenlivet.
Jeg venter på at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Sådan for real.

Jeg venter på flere nye eventyr rundt om hjørnet.
Jeg venter på, at det ukendte bliver kendt og på, at det nye bliver gammelt.
Jeg venter på en dag at blive forelsket.

Jeg venter på solskin, plusgrader, liv og fornyet energi.
Jeg venter på bedre tider.
Jeg venter på at blive ældre, mere viis, mere erfaren og mere grounded.
Jeg venter på nye sæsoner, nye inputs og nye kapitler, fordi de er drivkraft og energi-boostere i mit liv.

Jeg venter på gode samtaler med veninder, som bringer os videre.
Jeg venter på lune sommerdage, der indbyder til grillaftner, cykelpicnics og badning i Aarhus Bugt.
Jeg venter på, at jeg har penge nok til at tage til Island og vandre op af en vulkan eller to og lade mig blive rørt ind til kernen.
Jeg venter på næste kop gode kaffe og næste glas rødvin. Oh well.
Og jeg glæder mig. Til det hele.

29. jan. 2014

Om at tage alene i sommerhus

Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne.

Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo.

Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også have været dejligt, men lidt stilhed og vinter-hi var nok for mig. Livet blev så dejligt enkelt igen i løbet af de dage, hvor mit vigtigste gøremål var at passe ilden i brændeovnen.

Endelig havde jeg ro til at se mig selv og Gud i øjnene, til forsigtigt at gøre status og langsomt mærke mig selv igen. Jeg fik ikke skrevet så meget ned, som jeg havde troet og planlagt, men jeg fik gået lange lange ture med vestenvind i håret, havduft og åben horisont, og jeg tror, at det var hvad, sjæl og sind havde brug for.

Nu er jeg klar til 2014! Nu er jeg klar til året, hvor jeg skal skrive bachelor, blive færdiguddannet og med små skridt træde ud i virkeligheden med job, voksenliv, konsekvenser, tusindvis af ubekendte og sikkert lige så mange bekymringer.

Måske derfor skal mit nytårsforsæt være mindre bekymring og mere fryd!

Godt nytår! Bedre sent end aldrig.






13. jan. 2014

Træthed

Det sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående.

Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu.

Indtil da er det eneste, jeg kan forholde mig til, hvor glad det gør mig, at mine tulipanløg er begyndt at springe ud, og at min nyanskaffede sofa fra genbrug er både pæn at se på og god at sidde i. Små glæder måske. Lidt overfladiske måske. Men det er dér jeg er i de her dage.

Og så håber jeg, at jeg på lidt mirakuløsvis hurtigt får skrevet dén opgave.

23. dec. 2013

Morgenlys

Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret. 

Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost.

Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth.

Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi Jesus, Guds lys, kom til Jord. Dét er mit udgangspunkt, derfra jeg går - og min bøn er, at jeg må leve i netop dén sandhed året forude.

"I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." (Johannes-evangeliet 1,4-5)



10. dec. 2013

Juleblå

Vi er næsten allerede halvvejs i julemåneden, og jeg føler mig ikke spor jule-overskuds-agtig. Nærmere træt og lidt juleblå. Sidste uge var endeløse arbejdstimer afbrudt af lidt søvn indimellem, og i weekenden stod jeg med hovedansvaret på en vagt, der endte i politi og tvangsmedicinering. Lidt for dramatisk og voldsomt, når jeg mest af alt trængte til julehygge, granduft og vanillekranse-bagning.

Nu har jeg brugt de sidste par dage på at forsøge at dæmpe efterreaktionerne derfra med hjemmesysler og tanker om, at Jesus jo netop blev født i Betlehem dengang for at møde os i vores magtesløshed, sårbarhed og hjælpeløshed. Sokker og stearinlys kan klare det meste, men min krop fortæller mig stadig, at det hele var lidt for meget.

Jeg er ikke typen, der stresser over jul. Det eneste, jeg behøver, er tid til julekontemplation og julefred. Ikke noget med forbruger-ræs herhjemme. I år har jeg besluttet at lave mine gaver selv, så jeg sparer penge og undgår midtbyen her i december. Tiden til eftertanke har endnu kun været her drypvis. Jeg trænger til et pusterum og efter de næste dages arbejde har jeg heldigvis fri i næsten en uge.

Indtil da vil jeg synge denne julesalme som min december-bøn:

"Ak, kom jeg vil oplukke
Mit hjerte, sjæl og sind
Med tusind længselssukke
Kom, Jesus, kom herind
Det er ej fremmed bolig
Du har den dyre købt
Her skal du blive trolig
I kærligheden svøbt"