Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene.

En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"?

Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille.

Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk målestok for tilværelsen, og i værste fald får det os til at føle os forkerte i forhold til det rod, som jeg tror, er et grundvilkår for os alle sammen.

Heldigvis er livet heller ikke statisk, og vi udvikler os. Jeg tror også på, at Gud kan genoprette os. Men rodet tror jeg ikke, at vi slipper af med. Og det er okay. Magtesløshed er ikke per definition negativt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Vær velkommen, Ventetid