Om det mest centrale i mit liv

Det er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere  er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes.

Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord.

Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg skal leve et liv, som udstråler det, jeg gerne vil udstråle. Og det handler slet ikke om, hvorvidt jeg har kontrol over alt det, som sker.

Mit liv handler om, at Gud får lov til at virke i mig, så jeg må ligne Jesus mere og mere. Mit liv handler om at modtage Guds kærlighed, så jeg kan give den videre.

"God is most glorified in me, when I am most satisfied in Him.", læste jeg i en blogpost for lidt tid siden.

Mit liv handler om, at Han må blive større, og jeg blive mindre, som Johannes Døberen i sin tid sagde.

Mit liv drejer sig om Ham! I en akse bevæger jeg omkring Ham - uanset omstændighederne, som ellers er i mit liv af jobløshed, udfordrende relationer, forvirring og usikkerhed. Han er konstanten, som drager mig til sig med sin store tyngde.

Det er i hvert fald min bøn, at jeg må leve sådan...
Må alt andet blive mindre vigtigt, og må jeg tage imod det, som kommer, uanset hvad det er, og hvordan det ser ud.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Billede
I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en
Læs mere

Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk
Læs mere

Vær velkommen, Ventetid

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve
Læs mere