Vintermørke og adventslys

Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet. 

Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper.

Så vidt så godt.

Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet. 
Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed. 
Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med. 
Jeg tænker på mørket i mit eget hjerte og sind. 

Nogle gange er det svært at have håb for, at det overhovedet kan lysne. I bedste fald kan man håbe på, at det hele bliver lidt mere gråt end sort.

Advent handler om at turde håbe på lyset.

Vintermørket kommer ikke til at vare for evigt. Det er en naturregel, som ingen af os tvivler på, og inden vi aner, er vi alle forårskåde og solskinsmætte igen.

Advent handler om at vente i forhåbning. Ikke om en god juleaften, men om at lyset til sidst vil vinde over mørket. Hvis der er noget, verden har brug for, så er det lys. Det lys, som er kraftigt nok til at oplyse selv det sorteste sjælemørke eller den mest håbløse og blodigste konflikt.  Det lys, som kun Gud kan bringe. 

 Det er det lys, jeg venter på i denne adventstid. Med længsel og utålmodighed.

"Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (Esajas 9,2)
"Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Johannes-evangeliet 8,12)


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Billede
I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en
Læs mere

Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk
Læs mere

Vær velkommen, Ventetid

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve
Læs mere